Ved generalforsamlingen i PI-København d. 7. marts stoppede Gunnar Nørager som formand for PI-København efter 12 år ved roret. Tak til Gunnar for dit store engagement i PI-København og politiidræt. Ved generalforsamlingen blev er valgt en ny formand, FU havde indstillet Morten Bollesen og han takkede ja og blev valgt. Vi glæder os til samarbejdet, og alle der kender Morten ved, at han brænder for PI-København, politiidræt og ikke mindst foreningsliv. Stort tillykke til Morten med valget!
I den forbindelse med formandens afgang havde næstformand, Claus Hansen forberedt en tale til Gunnar på vegne af FU og PI-København.
Det bliver en fest!!!!
Kære Gunnar
Jeg skulle lave en tale nu, hvor du går af som formand – og det var den første overskrift der faldt mig ind – Det var også den overskrift der blev i mit hoved i flere dage, mens jeg tænkte over hvad jeg skulle sige
For det er en fest at være sammen med dig – Både i hverdagen og når vi mødes til arrangementer.
Det er sjovt at være enig med dig og det er sjovt at skændes med dig – Langt hen af vejen fordi du er så passioneret omkring projektet, og du altid går all in på det, vi laver sammen.
Et anonymt medlem af PI, der hørte om talen sagde straks og uopfordret, at du som aktiv fodboldspiller også var yderst passioneret inden for kridtstregerne – Citat: ”Man vidste altid, hvor Gunnar var på banen”
Oraklet Kristian oplyser, at du har været med i FU siden 2008 og formand siden 2012 – og før det var du en del af fodboldafdelingens bestyrelse fra 1991 – et imponerende engagement taget i betragtning at du blev ansat i 1986.
Med mine begrænsede hovedregningsevner bliver det samlet 33 år af dit politiliv indtil videre, hvor du på den ene eller anden måde har bidraget til at drive Politiets Idrætsforening – og selv efter du er stoppet som formand for PI København, kører du videre i Støtteforeningen PI's Venner.
Det gør en en smule ydmyg at tænke på, og jeg er personligt glad for, at jeg sidste år kunne være med til at udnævne dig til æresmedlem i vores forening.
Der er sket meget i de år, hvor du har været med i foreningen, og idrætten har på mange punkter fået trangere kår i forhold til, at Politiet for længe siden er holdt op med at prioritere i forhold til tjenestefridage til kollegaerne, udlån af busser fra den hedengangne chaufførtjeneste og andre dejlige ting.
Samtidig er mange af de traditionelle holdidrætter under pres, fordi de unge vender sig mod mere individuelt orienterede sportsgrene.
Du har hele tiden haft et godt øje for at lede efter nye muligheder for at vækste foreningen – og når du ikke selv har opdaget mulighederne, har du været lydhør over for andres forslag og villig til at prøve nye ting – Hele tiden med det for øje at foreningen er der for medlemmerne og ikke omvendt.
Du har alt i alt udført et arbejde på et niveau, der ligger langt over det sædvanlige, og du har gennem dit nærvær og din mildt sagt no nonsense stil været med til at skabe respekt om foreningen til gavn for den og især medlemmerne.
At vores forening fungerer så godt som den gør i dag, er for en stor del din fortjeneste og det har været en stor fornøjelse for os alle sammen i FU og på idrætskontoret at drive foreningen sammen med dig.